Algoritmernes indhold

Der er ingen tvivl om, at vi er afhængige af teknologien, og der er heller ingen tvivl om, at den aktuelt spiller og kun vil komme til at spille en endnu større rolle, når vi taler om menneskehedens fortsatte overlevelse på kloden.

Derfor er det også bydende nødvendigt, at vi forholder os til den teknologiske udvikling, ikke kun som essentielle landvindinger, men som et element, der først og fremmest bør interagere med mennesker, snarere end omvendt.

Det er således ikke længere nok, at teknologien er forståelig og brugervenlig på et teknisk og designmæssigt niveau. Den skal være præget af hele mennesker.

Det er ikke muligt via avancerede algoritmer at skabe en verden, der ikke er tiltagende kompleks – også selv om det nogle gange kan virke sådan. ”Alt, hvad jeg har behov for, ligger som apps på min smartphone,” kan man høre folk sige. Således kunne man foranlediges til at tro, at landvindingerne har gjort livet lettere og dermed mindre komplekst. Men så simpelt forholder det sig ikke.

Naturvidenskaben og teknologien kommer i stigende grad til at stå som en modsætning til humanismen. Således kunne man forestille sig en dehumanistisk teknologi. Det refleksions- og abstraktionsniveau, der er indbygget i humanismen, er en nødvendighed for, at teknologien og algoritmerne ikke kører mennesket over. 

Har humanisterne således en opgave foran så, når det kommer til udviklingen af nye, avancerede algoritmer?

Det hurtige svar er ja. Det komplekse svar er ja, men hvordan? 

Årtusinders filosofisk tænkning og søgen efter mere eller mindre holdbare svar på menneskehedens komplicerede og labyrintiske færd på kloden må ikke elimineres. Særligt ikke af effektive og simple løsninger, der måske nok løser specifikke problemer, men som også sætter en større lavine i gang af ikke tiltænkte sideeffekter.

Hvis ikke de forskellige videnskabelige dimensioner begynder at interagere med hinanden, bliver mennesket i sidste ende fremmedgjort overfor teknologien. Konsekvenserne heraf bliver nemt uoverskuelige – også selv om intentionerne kan have været gode. 

I dette spor stiller vi nogle af de helt store spørgsmål om de humanistiske filosofiers rolle i udviklingen af algoritmerne:

Hvor er Emmanuel Kants katagoriske imperativ? Hvor er Sokrates’ moralfilosofiske tanker? Spinozas tanker om beskyttelsen af den enkeltes frihed? Hvor er de ultimative læresætninger, der har rundet menneskeligheden igennem årtusinder? Er de på nogen måde at spore i algoritmerne allerede, og i hvor høj grad er humanisterne allerede en del af løsningen?