Dannelse for hvem?

Dannelse kan selvfølgelig ikke diskuteres uafhængigt af den måde, som samfundet er indrettet på.

I tiden efter 1970’erne er der ifølge den indflydelsesrige tyske sociolog Andreas Reckwitz sket en såkaldt ’kulturalisering’ af samfundslivet, således at de forskellige klasser primært defineres ud fra deres kulturelle selvopfattelse.

Reckwitz inddeler samfundet i tre klasser:

• Den nye middelklasse: Et resultat af de senere årtiers uddannnelseseksplosion. Medlemmer af denne klasse er repræsentanter for en hyperkultur, der dyrker det kosmopolitiske og ser deres egen selvudfoldelse som tilværelsens egentlige mål.  De ser sig selv som singulære – også selvom de rejser de samme steder hen, går i det samme tøj og diskuterer de samme film. Denne klasse udgør eliten i den globale økonomi og sætter i høj grad dagsordenen i det senmoderne samfunds urbane centre.

• Den gamle middelklasse: Her har værdierne i lang tid været på retur. Den er bundet af nationale rødder og har i de senere år fundet opbakning politisk på højrefløjen rundt omkring i verden i sin søgen efter en essentiel og homogen kultur, som peger mere bagud end fremad.

• Den nye underklasse: Denne klasse lever fra hånden og i munden som et prekariat med løsarbejde, vikararbejde eller langtidsarbejdsløshed. Adskillige succesrige nye arbejdsgivere som Amazon og Nemlig.com lever godt af denne klasse med dens manglende fælles ståsted og klassebevidsthed.

(Foruden disse klasser er der naturligvis de superrige, der i virkeligheden sidder på mere end 90% af verdens rigdom. Men dem ser vi bort fra i denne forbindelse.)

Resultatet af de tre meget adskilte verdener er et fravær et fællesskab og af det almene. Et fravær, som naturligvis har betydning for diskussionen af dannelse – det fænomen, som vi jo engang kaldte ’almen dannelse’.

I dette spor stiller vi skarpt på den omstændighed, at alle er enige om, at dannelse er en god ting – men dannelse for hvem? For det giver ikke sig selv, når samfundet stritter i vidt forskellige retninger.