Medier og dannelse

Ordet ’kommunikation’ kommer af det latinske ’communicare’, som betyder ’at gøre fælles’. Vi lever imidlertid i en tiltagende polariseret verden, hvor kommunikationen i det offentlige rum i støt stigende grad handler om at bekæmpe sine medmennesker. Om at bevise, at de tager fejl, mens man selv har ret.

Dermed er der tale om en form for anti-kommunikation, hvis målet er at distancere sig fra andre – som jo netop er det stik modsatte af ’at gøre fælles’.

Denne anti-kommunikation bliver mere og mere udbredt i takt med, at de klassiske publicistiske medier får mindre og mindre indflydelse, samtidig med at et væld af nye digitale og sociale platforme vinder frem. Jo dårligere de publicistiske medier klarer sig, jo sværere kår får den kritiske journalistisk, den demokratiske debat og den fælles fornemmelse af, hvad der er sandt og falsk.

Situationen udgør et afgørende benspænd for udviklingen af det nye dannelsesbegreb, der på denne nye tids præmisser skal understøtte frembringelsen af den kollektive empati og lysten til på ny ’at gøre fælles’ – til glæde og gavn for hver enkelt borger og samfundet som helhed.

Hovedspørgsmålet i dette spor bliver dermed, hvordan vi frembringer dette nyt og mere tidssvarende dannelsesbegreb, hvis de fælles referencerammer og demokratisikrende medieplatforme smuldrer under os. Hvordan kommer vi i gang, og hvem skal tage ansvaret?